Dækbranchens Miljøfond Dækbranchens Miljøfond er etableret den 2. juni 1995, som en følge af aftalen mellem brancheorganisationerne og Miljø- og Energiministeren om tilbagetagningsordning for kasserede dæk, jf. bekendtgørelse nr. 144 af 3. marts 1995, som senest er afløst af bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009.
Aftalen har til formål, at sikre indsamling og nyttiggørelse af dæk, der kasseres i Danmark, for derved at undgå deponering på lossepladser og sikre en ressourcemæssig udnyttelse, hvor genanvendelse prioriteres højere end energiudnyttelse.
Dækbranchens Miljøfond forpligter sig i en kontrakt med Miljøstyrelsen, til at varetage administrationen af udbetalinger af tilskud til indsamling og nyttiggørelse af kasserede dæk i Danmark.
Miljøministeren modtager en årlig afrapportering fra Dækbranchens Miljøfond, som indeholder oplysninger om de indsamlede mængder dæk.